Vi tror på, at alle børn og unge kan lære, gør det bedste, de kan, og deltager i læringsfællesskaber, når de kan. Derfor koncentrerer vi os om dit barns ressourcer.
Vi fokuserer på, hvordan dit barn kan komme til at opleve et fællesskab, deltage aktivt i undervisningen og lære mest muligt. Når dit barn går i vores specialtilbud, tager vi udgangspunkt i dit barns behov i rammerne af fællesskabet.
Vores lærere og pædagoger bruger hver dag deres kompetencer, viden og erfaring, så vi kan give dit barn den bedste skolegang. Det er vigtigt for os, at både du og dit barn bliver inddraget i vores mål og planer, så vi kan have et godt samarbejde. Derfor holder vi jævnligt møder og har en løbende dialog om dit barn.
Et specialtilbud, som det dit barn er visiteret til, er som udgangspunkt midlertidigt. Derfor arbejder vi på, at dit barn kommer tilbage til et almentilbud. Mindst én gang om året tages der stilling til, om han/hun skal fortsætte i specialtilbuddet.
Specialtilbuddet på Englystskolen
I Englystskolens specialtilbud arbejder vi med udgangspunkt i en kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende tilgang til eleven. Vi arbejder med elevens erkendelse af sig selv, som en del af et forpligtende fællesskab. Vi tager udgangspunkt i, at elevernes kompetencer, potentialer, interesser og værdier får mulighed for at komme til udtryk.
Specialtilbuddet er pt. opdelt i 5 klasser C1 – C5, placeret rundt i skolens forskellige afdelinger.
C1: 0. til 2. årgang
C2: 2. til 4. årgang
C3: 4. til 6. årgang
C4-5: 7. til 10. årgang
Overgang mellem de enkelte klasser sker løbende på baggrund af den enkelte elevs faglige, sociale og personlige udvikling. Hver klasse har et fast team af voksne, hvor vi prioriterer tæt fagligt samarbejde mellem lærere og pædagoger. Det er væsentligt for os, at den enkelte elev dagligt mødes af kendte voksne.
Den daglige undervisning varetages af en personalegruppe bestående af tre - fire pædagoger og ti - tolv lærere, der alle har mange års erfaring med specialpædagogisk arbejde i dag- og døgntilbud.
Elever i specialtilbuddet har mulighed for at være tilmeldt skolens SFO i overensstemmelse med de gældende regler herfor.
Målgruppe
Målgruppen er normaltbegavede elever i den skolepligtige alder, hvis primære udfordringer er socio-emotionelle vanskeligheder. Flere elever har en eller flere tillægsdiagnoser.
Disse elever har ofte haft svært ved at trives inden for folkeskolens rammer.
Mobning, eksklusion og misforståelser kan have været en del af deres skolehverdag. Eleverne kan skolemæssigt have været ekskluderet i længere tid, når de påbegynder skolegang i specialtilbuddet. I samarbejde med såvel eksterne samarbejdspartnere, forældre og eleven formuleres gensidige forventninger til såvel elevens faglige, sociale og personlige udvikling under skoleforløbet i specialtilbuddet.
Vi fokuserer på:
- at eleven er sammen med tydelige og troværdige voksne.
- at eleven oplever at den ydre styring langsomt bliver til indre styring.
- at eleven bliver udfordret både fagligt, socialt og personligt.
- at eleven lærer konflikthåndtering.
- at eleven føler sig anerkendt.
- at eleven lærer at respektere sig selv for derved at kunne respektere andre.
- at eleven får sociale oplevelser, der gør ham/hende i stand til at indgå i interaktion med andre børn på en hensynsfuld og tillidsfuld måde.
- at eleven hjælpes til at etablere relationer i skole.
Visitation og revisitation
Visitation til specialtilbuddet foretages tre gange om året, hvor elever bliver indstillet til det kommunale visitationsudvalg. For at en elev kan indskrives i et af Specialtilbuddene, er det nødvendigt, at eleven indstilles til visitationen. Dette skal altid foregå gennem distriktsskolelederen i det skoledistrikt, hvor eleven bor og på baggrund af en pædagogisk/psykologisk vurdering (PPV) som udarbejdes af Tværfagligt Center for Børn og Unge (TCBU)
Ved opstart i specialtilbuddet tildeles nye elever en kontaktperson. Der etableres et formøde, hvor elevens opstart aftales i detaljer.
Vi tager mindst én gang om året stilling til, om den specialpædagogiske bistand skal fortsætte, ændres eller ophøre.
I den systematiske model for revisitation indgår elevsamtale – statusmøde – forældresamtale – revisitationsmøde. Når behovet for specialpædagogisk bistand eller distriktsskolens tilbud ændrer sig, indkaldes til et revisitationsmøde. Her involveres personale, forældre, elev, distriktsskoleleder, psykologisk rådgiver, socialrådgiver, sociale indsatser, og evt. andre.
Specialtilbuddet er et midlertidigt tilbud, da målet er, at eleven som udgangspunkt og på sigt vender tilbage til et almen-tilbud.
I tæt kontakt mellem elev, forælder, team og evt. leder drøftes og vurderes det løbende, hvorvidt eleven vil kunne profitere fagligt, socialt eller personligt af en hel eller delvis inklusion i hovedskolen. Ved delvis inklusion betyder det, at elever kan deltage i udvalgte fag undervisningen på Englystskolens hovedskole. Ved fuld inklusion sendes eleven som udgangspunkt tilbage til egen distriktsskole, men det kan også vurderes i samarbejde mellem forældre og skole, at det bliver på Englystskolen. Indslusning kan også ske i SFO.
Mål med opholdet i Specialtilbuddet på Englystskolen er blandt andet:
- at styrke elevens faglige, sociale og personlige kompetencer.
- at eleven bliver undervist ud fra et individuelt fagligt standpunkt, hvor det tilstræbes, at de når et alderssvarende niveau.
- at gøre eleven parat til hel eller delvis inklusion i et relevant undervisningstilbud, hvis dette vurderes muligt.
- at skabe helhed og sammenhæng i elevens skoledag.
- at styrke elevens selvværd og selvtillid.
- at sikre vilkår for ligeværdighed, engagement, individuel udfoldelse og aktivt fællesskab.
- at skabe succeser og gode historier hos det enkelte barn
- At blive i stand til helt eller delvist at gå til folkeskolens afgangsprøve
Statusbeskrivelse – handleplaner - elevplaner
For hver elev udarbejdes en personlig status og elevplan årligt. Denne indeholder beskrivelse af elevens personlige, sociale og faglige standpunkt samt udviklingsmål for disse. Planen revideres løbende og danner udgangspunkt for skole-/hjem samtaler samt revisitationen. Herudover arbejdes der løbende med handleplaner for mindre indsatser for den enkelte elev – forældrene inddrages løbende i dette arbejde.
Forældresamarbejde
Samarbejdet med forældrene bygger på et tryghedsskabende samarbejde med en tæt og åben dialog. Samarbejdet baseres på gensidig tillid og respekt.
I den daglige kontakt foregår informationer/dialog oftest via telefonisk kontakt eller via Aula.
Vi afholder skole/hjemsamtaler mindst en gang årligt og i forbindelse med revisitation, yderligere forældresamtaler tilbydes efter behov. Der holdes et årligt forældremøde en til to måneder efter skolestart.
For nye elever afholdes efter tre måneder en samtale med elev, forældre og primær kontaktvoksen.
For at vi kan hjælpe jeres barn, har vi nogle forventninger til jer som familie:
- At eleven møder op hver dag.
- At eleven møder forberedt, udhvilet og har fået morgenmad.
- At eleven støttes i at have lavet lektier, husket penalhus, idræts- og svømmetøj, opladet computer og madpakke mm.
- At vi har en åben og ærlig dialog samt opfølgning omkring aktuelle problemstillinger.
- At vi samarbejder aktivt ud fra de opstillede forventninger og pædagogiske indsatsområder.
Der er to gange ugentligt skemalagt tid på tværs af klasserne, hvor primært pædagogerne arbejder målrettet med forskellige temaer til det enkelte hold og den enkelte elev.
Alle klasser arbejder med fast dagsstruktur, og der arbejdes både med elevernes faglige udvikling samt social træning i alle klasser. Fokus er på at opøve sociale kompetencer samt forståelse af egen rolle i relationer og fællesskaber.
Der er løbende elevsamtaler med alle elever. Alt efter hvad den enkelte elevs nærmeste udviklingszone er, vægtes faglige, personlige og sociale aspekter.
Samarbejde med TCBU (PPR)
Alle elever følges af tilbuddets tilknyttede psykolog i overensstemmelse med reglerne om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
Psykologen skal sikre, at den pædagogiske og psykologiske ekspertise indgår i samarbejdet omkring planlægningen og udførelse af undervisningen med henblik på at skabe den bedst mulige udvikling for den enkelte elev.